Shopify PAY i Danmark _

Af Kim Eriksen

23/08/2019
minutters læsning
Shopify PAY i Danmark

Shopify PAY er nu tilgængeligt for danske Shopify webshops! Det er dejligt, men giver det mening for dig?

Her er det korte generaliserende svar:

>> Hvis du kun sælger til danske kunder så... nej

>> Hvis du kun sælger til udenlandske kunder så... ja

>> Hvis du sælger til en blanding så... muligvis

Ud over selve omkostningen for en transaktion så er det vigtigt at du også kigger på hvor nemt det er (med Shopify PAY sparer du nogle arbejdsgange).

Hvad er Shopify PAY?

Shopify PAY er Shopifys alt i én løsning! Ud over at du kan modtage diverse betalingsmidler så får du mulighed for at bruge multi currency og senere local payments. Det lyder lækkert da du kan simplificere hele betalingsdelen.

Grundlæggende om gateways og indløsere

For at kunne tage imod online betalinger skal du have en aftale med en betalings gateway og en eller flere indløsere.

Hvilke og hvor mange indløsere du har afhænger af hvad du tror dine kunder kræver/ønsker. 

Et populært eksempel kunne være at du har QuickPay som betalingsgateway og Nets (Dankort) samt Clearhaus (Visa og Mastercard). Med QuickPay kan du også aktivere MobilePay og nu har dækker du langt det største behov den generelle danske kunde har.

Jamen hvad med Visa / Dankort?

Et Visa / Dankort er som at have 2 kort i 1. Hvis webshoppen kun har Visa så bruges Visa-delen og hvis webshoppen kun har Dankort så bruges dankort-delen.

Hvis webshoppen har begge dele vil den typisk køre på den billigste hvilket er Dankort delen. 

Hvad koster det?

Det er lidt forskelligt fra firma til firma og varierer mellem fast beløb pr. transaktion til en %-sats og en kombination. Nogle tager også et månedligt gebyr.

Satserne er også forskellige alt efter om kortet er udstedt i Danmark eller udlandet.

Som eksempel tilbyder Clearhaus (pr. transaktion):

Lokalt udstedte kort: 1,45% (min. DKK 0,60)

Udenlandsk udstedte kort: 2,75% (min. DKK 1,85)

Ud over dette skal du også betale et beløb til den gateway du bruger.

Dankort er den store forskel

Dankort er vildt billigt i forhold til alt andet. Prisen er:

0,19% + DKK 0,54 pr. transaktion (max. DKK 2,50)

Hvad koster Shopify PAY?

En af det store styrker ved Shopify PAY er at det er simpelt - og det er prisen også da der ikke er forskel på hvor et kort er udstedt:

2,4% + DKK 1,8 pr. transaktion

Bemærk at der på Shopify PAY ikke er et ekstra gebyr som der er på alle andre gateways. Hvis du fx har Shopify planen så sparer du 1%.

Procentsatsen falder med omsætningen og der er flere shops som er kommet under 2%.

Hvad er så billigst for mig?

Hvis du vil have det præcise svar så kan du selvfølgelig beregne det. Det kræver at du har alle dine ordrer for en periode samt hvilken betalingsmetode der blev brugt. Så kan du regne efter med prisen for Shopify PAY.

Jeg sælger kun til danske kunder

Ifølge tilgængelig statistik er ca. 70% af danske online betalinger lavet med et Dankort eller VISA/Dankort hvor der afregnes som Dankort. Hvis din webshop er som gennemsnittet så er det vigtigt at du kan modtage Dankort da det er langt det billigste.

Det betyder også at et skifte til Shopify PAY vil være ekstremt dyrt. Hvor mange gange dyrere afhænger af flere forskellige faktorer som fx ordrestørrelse.

Jeg sælger kun til udenlandske kunder

Så kan Shopify PAY sagtens være en rigtig god løsning. Ud over at den giver mindre administration så kan den i mange tilfælde også være billigere. 

Jeg sælger til en blanding af danske og udenlandske

Så skal vi kigge lidt mere på blandingsforholdet for at kunne sige om det er et godt valg. Hvis du bruger adskilte shops så er det bare med at komme i gang.

Jeg har brug for hjælp!

Så er du velkommen til at kontakte os. Vi har det store regneark og kan hjælpe dig med at afklare prisen samt hvor du kan spare tid.

 

 

 

    Tilbage