Senior Projektleder - Shopify & Digital Commerce
Lokation: København eller Skanderborg (med mulighed for hybrid arbejde)
Rejsedage: Ca. 2-4 dage om måneden
Vil du stå i spidsen for nogle af Danmarks mest ambitiøse Shopify-projekter?
Hos DTAILS hjælper vi nogle af Nordens mest ambitiøse brands med at skabe e-commerce-løsninger, der gør en reel forskel. Vi er specialister i Shopify, og vi tror på, at de bedste resultater skabes gennem tæt samarbejde, høj faglighed og ærlig rådgivning.
Nu søger vi en Senior Projektleder, der kan tage det fulde ansvar for vores største og mest komplekse kundeprojekter – fra den første workshop til den endelige lancering.
Rollen
Du bliver en central del af vores Project Management-team og får ansvaret for at drive større Shopify-implementeringer på tværs af forskellige industrier.
Du er den, der skaber ro, overblik og fremdrift. Du træffer de nødvendige beslutninger, håndterer risici og sikrer, at både kunde og team altid ved præcis, hvor projektet står.
Dine primære opgaver bliver at:
-
Lede komplekse Shopify-projekter sikkert i mål fra start til slut.
-
Planlægge og prioritere opgaver på tværs af tværfaglige teams.
-
Være kundens primære sparringspartner og rådgiver gennem hele forløbet.
-
Facilitere workshops, statusmøder og styregruppemøder.
-
Sikre klar og ærlig kommunikation – også når projekterne møder bump på vejen.
-
Sparre tæt med udviklere og arkitekter om de rette tekniske løsninger.
-
Holde fast i tøjlerne i forhold til kvalitet, økonomi, scope og deadlines.
Hvem er du?
Du har flere års erfaring med projektledelse af digitale løsninger – rigtig gerne fra et bureau eller konsulenthus. Du behøver ikke at kunne kode selv, men du har en stærk teknisk forståelse, så du kan udfordre beslutninger og skabe tillid hos både kunder og udviklere.
Vi forestiller os desuden, at du:
-
Har solid erfaring med Shopify eller andre moderne e-commerce-platforme.
-
Er en stærk facilitator, der kan skære igennem og skabe struktur i det komplekse.
-
Bevæger dig ubesværet i kundekontakten på både operationelt og strategisk niveau.
-
Er flydende i dansk og engelsk – både i skrift og tale.
Det vigtigste er dog dine værdier
Faglige kompetencer kan læres. Det kan de rette værdier og den rette indstilling sjældent.
Vi lægger derfor enormt stor vægt på, at du:
-
Har en stærk arbejdsmoral og drives af at levere tårnhøj kvalitet.
-
Tager et naturligt ejerskab og ansvar – også når tingene bliver svære.
-
Er ærlig, transparent og tør sige tingene, som de er.
Vi tror på, at langvarige kunderelationer skabes gennem tillid og reel rådgivning – ikke ved at love mere, end vi kan holde.
Hvem er DTAILS?
DTAILS er et dedikeret Shopify-bureau med kontorer i København og Skanderborg. Vi designer, udvikler og implementerer løsninger for virksomheder, der vil mere end blot at have en standard webshop. Vi arbejder tæt sammen med vores kunder og fungerer som deres langsigtede digitale partner.
Hos os træder du ind i et uformelt, men stærkt fagligt miljø. Vi sparrer på tværs, deler vores viden og løfter i flok.
Det praktiske
-
Base: Vores kontor i enten København eller Skanderborg (du vælger).
-
Rejseaktivitet: Da vi har kunder i hele landet, skal du forvente ca. 2-4 rejsedage om måneden til kundemøder og workshops.
Lyder det som noget for dig?
Send os dit CV – og fortæl os kort, hvorfor netop du er den projektleder, vores kunder kommer til at elske at arbejde sammen med.
Vi afholder samtaler løbende og slår til, når vi har fundet den rette kandidat.