Siden 2019 har momkind arbejdet dedikeret på at skabe et ærligt og støttende univers for gravide og mødre. Men da forretningen og varesortimentet for alvor tog fart, blev det hurtigt tydeligt, at den eksisterende webshop-platform spændte ben for de store ambitioner.
Vi har fanget Lauren Klarskov, der som Head of E-commerce & Marketing hos momkind står tæt på den digitale drift af det populære brand. Hun deler her ud af hverdagen omkring to et halvt år efter skiftet fra WooCommerce til Shopify, de vigtigste læringer undervejs, og hvordan man som et mindre team skaber international vækst uden at drukne i eksterne bureau-timer.
Fra stiv kode til frihed i hverdagen
Vi starter samtalen med at spole tiden lidt tilbage til beslutningen om at skifte platform. Da momkind for alvor begyndte at mærke medvinden og oplevede, at både forretningen og varesortimentet voksede, stødte de hurtigt mod muren med deres tidligere WordPress- og WooCommerce-opsætning. Løsningen var i sin tid blevet opbygget med en masse tung specialkode, hvilket i praksis betød, at næsten enhver visuel eller strategisk tilpasning krævede hjælp udefra.
"Vi kunne reelt intet gøre i forhold til kampagner, eller hvis vi gjorde, var vi nødt til at række ud til vores bureau og få dem til at lave ændringerne med kode. Det var bare virkelig ufleksibelt. Efterhånden som brandet voksede, blev det tydeligt, at det ikke var en skalerbar løsning,"
Sådan siger Lauren Klarskov om baggrunden for, at valget faldt på Shopify.
I dag er hverdagen en helt anden på kontoret hos momkind. Teamet lå i forvejen inde med stærke visuelle og grafiske kompetencer i huset, men var tidligere låst af den tunge tekniske opbygning. Med skiftet til Shopify er arbejdsgangen blevet vendt 180 grader, og Lauren håndterer nu selv de fleste opdateringer og kampagner på ugentlig basis.
Når en ny kampagne skal søsættes, duplikerer hun blot temaet inde i tema-editoren, klargør alle de visuelle ændringer i ro og mag og sætter det live med få klik. Når kampagnen er ovre, slås sitet lige så let tilbage igen. Det har givet en helt anden agilitet i deres marketing, hvor de kan køre store, flotte kampagner i få dage uden at skulle budgettere med dyre udviklingstimer hver gang.
Den samme fleksibilitet har vist sit værd i det løbende optimeringsarbejde. For nylig gennemførte momkind f.eks. en større opdatering af deres produktsider med særligt fokus på mobilkøberne – et projekt, der var ligetil at eksekvere, fordi platformen giver dem friheden til at tilpasse sig kundernes ændrede adfærd over tid.
Netop denne frihed i hverdagen hænger tæt sammen med det at have det rette hold på kontoret. Lauren fremhæver vigtigheden af at ansætte nysgerrige medarbejdere, der trives med digitale værktøjer og har mod på at lære nyt. Shopify er nemlig en platform i konstant udvikling, hvor måden man løser en opgave på i dag, hurtigt kan være optimeret om seks måneder. Har man et team, der tager imod de nye muligheder med åbne arme, står man ikke blot med en nemmere hverdag, men med en stærk og skalerbar motor, der kan bære forretningen mange år ud i fremtiden.
Nye markeder uden dobbeltarbejde
Vi spørger Lauren om deres internationale rejse, og her blev gevinsten ved den nye platform om muligt endnu mere tydelig. Da momkind i april 2025 tog hul på deres internationale ekspansion og trådte ind på det svenske marked, stod de overfor en klassisk udfordring. Som et mindre team var tanken om at skulle opbygge og vedligeholde en helt ny, separat webshop urealistisk.
Her blev Shopify Markets løsningen, der gjorde det muligt at vækste over grænserne uden at fordoble arbejdsbyrden. Fordi så meget kører automatisk i baggrunden, kræver det i dag minimal ekstra indsats at holde den svenske side opdateret med nye produkter, varianter og indhold.
Kunderne møder den samme genkendelige brandidentitet på tværs af markeder, hvilket skaber tryghed, mens teamet slipper for mareridtet med at skulle huske at rette tingene igennem på to adskilte sider. Med erfaringerne fra Sverige i ryggen fortæller Lauren, at næste skridt for momkind er at lancere en engelsk version af sitet og åbne op for salg til endnu flere EU-lande.
Selvom skiftet har været en entydig succes, lægger Lauren ikke skjul på, at der også har været vigtige erfaringer undervejs. Særligt arbejdet med at oversætte og lokalisere indhold har budt på læring. Momkind driver nemlig et meget omfattende blogunivers med dybdegående artikler om følsomme, intime og faglige emner inden for graviditet, barsel og krop.
Hvor oversættelse af standardiserede tekster og produkter er hurtigt overstået, kræver det faglige og medicinske sprog på en stor blog mere manuel kvalitetssikring og omhu. For virksomheder med et stort indholdsunivers understreger Lauren derfor, at man skal afsætte god tid til efterbearbejdning og være opmærksom på SEO-strukturen fra start, hvorimod brands med et mere klassisk produktfokus vil opleve en endnu nemmere proces.
"Gør det så hurtigt I overhovedet kan!"
Afslutningsvis vender vi det samlede økonomiske regnskab ved at skifte fra en "gratis" open-source platform til en abonnementsbaseret løsning som Shopify. Her er Lauren krystalklar i mælet. Selvom man betaler faste abonnementer og transaktionsgebyrer, spares pengene i stor stil på den lange bane.
Ved at fjerne afhængigheden af eksterne bureauer til de daglige opgaver, og samtidig opnå en langt højere hastighed fra idé til færdig kampagne, har momkind skabt en markant salgsvækst, der mere end opvejer platformsomkostningerne.
Når vi spørger Lauren, hvad det vigtigste råd er til andre virksomheder, der står på vippen og overvejer at tage springet til Shopify, falder svaret proprompte og med et smil
"Gør det så hurtigt I overhovedet kan!"