Skrevet den 1. juni 2026. Lovgivning kan ændre sig. Dette er status lige nu.
Vores ærlige forbehold (det med stort): Vi er Danmarks mest erfarne Shopify-bureau, ikke et advokatkontor. Det her er vores tekniske point of view og bedste bud på en praktisk løsning lige nu. Da myndigheder, jurister og platforme tolker reglerne forskelligt, er det her vores anbefaling – ikke en juridisk garanti. Spørg din egen jurist, hvis du vil have livrem og seler.
EU har bestemt, at dine kunder skal kunne fortryde deres køb via en digital fortrydelsesfunktion. På almindeligt dansk: en knap. Formålet er sympatisk nok: Det skal være nemt og gennemskueligt for kunden at fortryde. Men som altid sejler juraen, og eksperterne taler forbi hinanden:
- Shopify beskriver kravene her og tolker direkte, at funktionen ikke må kræve login, da gæstebrugere også skal kunne fortryde nemt.
- Kammeradvokaten giver deres bud her. De nævner ikke login, men fokuserer på, at der skal være en klar bekræftelsesfunktion (f.eks. en "Bekræft fortrydelse"-knap).
- Dansk Erhverv er også på banen her med en noget blødere beskrivelse af kravene.
Har du mod på den helt tunge og tørre læsning, kan du dykke direkte ned i lovforslaget her (kig efter § 20 a eller pkt. 19).
Der er ikke noget at sige til, hvis du er forvirret. Når juristerne ikke kan blive enige, må vi kigge på den tekniske virkelighed. Ud fra vores erfaring skal du som minimum sikre tre ting:
- Knappen skal være synlig: Placer den et åbenlyst sted (f.eks. direkte i din footer) og brug en helt utvetydig tekst som "Fortryd køb".
- To-trins-bekræftelse: Kunden skal nemt kunne indtaste sine data (navn, e-mail og ordrenummer) og til sidst klikke på en knap, der hedder ”Bekræft fortrydelse”.
- Automatisk kvittering: Kunden skal have en mail i indbakken med det samme. Den SKAL indeholde de indtastede data, det præcise tidspunkt for indsendelsen og en klar besked om den videre proces.
Her er de 4 måder, du løser det på i Shopify lige nu.
Løsning 1: Standard kontaktformular
Brug Shopifys kontaktformular i dit theme, smid den på en dedikeret side, og link til den direkte fra din footer.
- Udfordringen: Formularen sender kun en mail til din egen indbakke. Den sender ikke en automatisk kvittering til kunden – og det er et ufravigeligt krav.
- Sådan løser du det: Sæt et autosvar op i dit mailprogram (f.eks. Gmail eller Outlook), der trigger på formularens emnefelt. Hvis du bruger et kundesystem som Herodesk, Gorgias, Dixa eller Zendesk, laver du bare en regel, der automatisk skyder bekræftelsen afsted til kunden.
Løsning 2: Shopify Forms
Du kan installere appen Shopify Forms. Den giver dig lidt flere designmuligheder end standardformularen.
- Udfordringen: Den kan heller ikke sende automatiske kvitteringer ud af huset til kunden. Det skal du løse via dit mail- eller kundesystem som beskrevet i løsning 1.
- Vigtigt: Husk at fjerne fluebenet for marketing-samtykke på denne formular. Man må ikke tvinge folk til at tilmelde sig et nyhedsbrev for at få lov til at fortryde et køb.
Løsning 3: Kundekonti (Bedste kundeoplevelse, men en juridisk gråzone)
Aktivér Customer Accounts i Shopify. Kunden logger ind uden adgangskode (via et engangslink sendt til deres mail), vælger den specifikke ordre og trykker fortryd (det kræver, at du har aktiveret returfunktionen i Shopify). Systemet sender automatisk en kvittering, og din webshop modtager de korrekte data med det samme.
Vores vurdering: Det er den absolut bedste løsning for både dig og kunden. Men da loven reelt forbyder at låse funktionen bag et login, må den ikke stå alene. Gør dig selv den tjeneste at køre begge løsninger side om side: Giv dine faste kunder luksusmodellen via kundekontoen, men hav en åben kontaktformular (løsning 1 eller 2) klar i footeren til gæstebrugerne. Så er der frit valg, og du er dækket ind.
Løsning 4: Andre apps og automatiseringer
Hvis du allerede bruger en tredjeparts formular-app eller en dedikeret retur-app, der kan sende automatiske kvitteringer direkte til kunden uden login, så hold fast i den. Det samme gælder, hvis du har bygget velfungerende flows via f.eks. Zapier eller Make. Vores holdning er klar: Hvis du har et eksisterende setup, der løser opgaven uden login, så lad være med at overkomplicere det.
Hvad med Shopify Flow?
Nogle foreslår at bygge et Shopify Flow, der trigger på en formular og sender kvittering på mail. Det fraråder vi. Flow kan som standard kun sende to typer mails: En rigtig marketing-e-mail (hvilket kræver kundens samtykke, og det dur ikke her) eller en intern e-mail (som kun er rå tekst og ser uprofessionel ud for kunden).
Husk handelsbetingelserne
Du slipper ikke med bare at bygge selve knappen. Lovgivningen kræver, at du også opdaterer dine handelsbetingelser. Under afsnittet om fortrydelsesret skal du skrive sort på hvidt, at din webshop har en digital fortrydelsesfunktion, og præcis hvor kunden finder den (f.eks. via et link i din footer).
Hvad nu?
Lovgivningen lander lige om lidt. Test dit setup i dag, og sørg for, at dine kunder rent faktisk får en kvittering i indbakken med det samme.
Hvis du vil have os til at rydde op i forvirringen og lave den rigtige løsning på din webshop, så tag fat i os. Vi laver kun Shopify, og vi gør det til en fast pris. Intet med småt.