Shopify Winter Edition 2026
Shopify Winter Edition 2026 er netop lanceret. Denne gang under navnet Renaissance Edition og med mere end 150 nye opdateringer på tværs af platformen.
Visuelt og teknologisk markerer Shopify et tydeligt skifte mod en ny æra for ecommerce, hvor AI og såkaldt agentic commerce spiller en langt mere central rolle end tidligere.
Som altid med en Shopify Edition er det vigtigt at skelne mellem retning og realitet. Ikke alle features er rullet ud endnu, nogle er i early access, og andre vil først give mening for bestemte typer forretninger, markeder eller modenhedsniveauer.
I dette indlæg giver vi et overordnet overblik over de vigtigste temaer i Winter Edition 2026. Over de kommende uger dykker vi ned i udvalgte områder og vurderer, hvad der reelt er værdiskabende, og hvad der kan ignoreres.
AI som fundament i platformen
Hvis én ting går igen på tværs af hele Winter Edition 2026, er det AI. Shopify bevæger sig væk fra tanken om AI som et ekstra lag oven på platformen og hen imod en mere grundlæggende tilgang, hvor AI er en integreret del af kernefunktionerne.
Det handler ikke længere kun om at få hjælp til enkeltopgaver, men om at lade AI forstå sammenhænge i data, foreslå handlinger og i stigende grad udføre arbejde på vegne af forretningen. Shopify taler åbent om AI native commerce, og denne Edition er første store skridt i den retning.
Sidekick går fra chatbot til AI kollega
Sidekick er det mest synlige eksempel på denne udvikling. Hvor Sidekick tidligere primært fungerede som en hjælpsom chatbot, er ambitionen nu, at den skal fungere som en egentlig AI kollega.
Sidekick kan i dag analysere performance i shoppen, forklare hvorfor bestemte tendenser opstår, og komme med konkrete forslag til, hvad man bør gøre som næste skridt. Den kan hjælpe med alt fra kampagner og SEO til designjusteringer og content produktion. Samtidig er den blevet langt bedre til at arbejde på tværs af opgaver og gennemføre handlinger i flere trin, frem for kun at reagere på enkeltstående prompts.
Derudover fylder automatisering mere. Sidekick kan bygge workflows i Shopify Flow ud fra almindeligt sprog og generere rapporter og visualiseringer uden behov for teknisk indsigt i ShopifyQL eller SQL.
Potentialet er stort, men det er også her, vi forventer de største forskelle i oplevet værdi. Hvor godt Sidekick fungerer i praksis afhænger i høj grad af datagrundlag, kompleksitet i shoppen og hvor meget ansvar man er villig til at give AI i hverdagen.
Agentic commerce. Nu flytter salget ind i AI samtaler
En af de mere langsigtede, men strategisk vigtige nyheder i Winter Edition 2026 er Shopifys satsning på agentic storefronts. Kort fortalt handler det om at gøre Shopify produkter købbare direkte i AI baserede chatoplevelser som ChatGPT og Microsoft Copilot.
I stedet for at AI blot linker videre til en webshop, kan selve købet ske inde i samtalen. Shopify positionerer sig som den underliggende infrastruktur, der sikrer, at produktdata, priser, lager og checkout fungerer gnidningsfrit på tværs af disse nye kanaler.
Det er stadig tidligt, og udbredelsen vil tage tid. Men retningen er klar. Hvis AI bliver et primært sted, hvor forbrugere researcher og køber produkter, vil Shopify sikre, at deres merchants ikke bliver usynlige i den kontekst.
Online store
På den mere klassiske ecommerce side kommer Winter Edition 2026 med en række forbedringer, der samlet set handler om kontrol og tempo.
Med Rollouts bliver det muligt at planlægge temaændringer og teste variationer direkte i Shopify. Det reducerer behovet for eksterne værktøjer og manuelle workarounds, især for teams der arbejder systematisk med konverteringsoptimering.
Samtidig introduceres SimGym, hvor AI agenter simulerer kundeadfærd baseret på enorme datamængder. Ideen er at kunne teste ændringer og flows, før de går live. Hvor realistiske disse simulationer er, og hvor meget man kan stole på dem, er noget, der først skal vurderes i praksis.
Derudover bliver arbejdet med temaer og kataloger generelt lettere. Større produktkataloger med mange varianter understøttes bedre, og merchandising funktioner som rabatter, bundles og kollektioner er blevet mere fleksible.
Retail og POS
Shopify fortsætter den tunge investering i fysisk handel. Winter Edition 2026 har et tydeligt fokus på stabilitet, performance og sammenhæng mellem online og offline.
Ny POS hardware giver bedre ydeevne og mere robust drift, mens softwaren får hurtigere checkout, bedre lagerhåndtering og understøttelse af abonnementer direkte i butik. Samtidig bliver branding og konfiguration af POS oplevelsen mere samlet, så ændringer kan styres fra ét sted.
For brands med både online og fysiske touchpoints peger det i retning af en mere skalerbar omnichannel setup.
Marketing
På marketing siden bevæger Shopify sig længere væk fra at være afhængig af tredjepartsværktøjer. Email, SMS, segmentering og kampagneplanlægning samles i stigende grad i native værktøjer.
Samtidig introducerer Shopify Product Network, hvor shops kan sælge hinandens produkter og tjene kommission. Det er foreløbigt begrænset geografisk, men det viser en ambition om at gøre Shopify til et netværk, ikke bare en platform.
Målet er at skabe en mindre fragmenteret marketing stack og flere muligheder for vækst direkte i Shopify.
Checkout og betaling
Checkout er fortsat et af Shopifys stærkeste kort. I Winter Edition 2026 er fokus især på lokal tilpasning og lettere onboarding.
Flere lokale betalingsmetoder understøttes, Shop Pay bliver mere personlig, og migrering til Shopify Payments gøres nemmere og mere sikker. Det forfiner en allerede stærk checkout oplevelse.
Drift, analyse og automatisering
På drifts og analyseområdet kommer der en lang række forbedringer, som tilsammen gør hverdagen mindre friktionsfyldt. Lagerstyring bliver mere fleksibel, ordrearbejde mere sikkert, og analytics mere detaljeret med blandt andet bedre tidsopløsning og mulighed for at samle data på tværs af shops.
Automatisering spiller også en større rolle. Shopify Flow får et mere moderne setup, og AI bruges i stigende grad til at forklare og håndtere komplekse situationer som chargebacks og refunds.
Shop app og B2B
Shop app udvikler sig langsomt fra at være et tracking værktøj til en mere aktiv shopping og discovery kanal. Personlige feeds, shoppable video og bedre produktsider peger i den retning.
Samtidig er B2B ikke længere et sideprojekt for Shopify. Winter Edition 2026 gør det markant nemmere at drive international B2B med bedre betalinger, integrationer og tema understøttelse. For brands med både DTC og wholesale begynder Shopify at ligne en mere samlet løsning.
Hvad betyder det samlet set?
Shopify Winter Edition 2026 handler mindre om enkeltstående features og mere om retning. AI fylder mere, platformen bliver dybere, og grænserne mellem online, retail og B2B udviskes yderligere.
Men som altid gælder det, at ikke alt er relevant for alle. Over de kommende uger dykker vi ned i udvalgte områder, tester dem i praksis og deler vores ærlige vurdering af, hvad der flytter noget og hvad der mest ser godt ud i release notes.
Følg med på LinkedIn hvor vi løbende deler de praktiske vinkler og ikke bare overskrifterne.